Bedre og hurtigere offentlig transport på langs og tværs i kommunen | Taarnby Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Radikale Venstre i Tårnby

Bedre og hurtigere offentlig transport på langs og tværs i kommunen

Mange kan formentlig nikke genkendende til at sidde i morgenkø i bussen eller bilen på vej ud ad Englandsvej, eller har oplevet at måtte gå mellem busforbindelserne på tværs af kommunen fra f.eks. Vestamager Station til Englandsvej. Det vil vi Radikale Venstre arbejde for at finde løsninger på, så flere kan tage offentlig transport frem for bilen.


Behov for busser på tværs af kommunen

For den som ikke kører bil eller cykler, kan det være svært at komme på tværs af kommunen mellem Vestamager Station og Amager Strandvej; f.eks. som ældre eller gangbesværet, ja i det hele taget for de til fods.


Her ønsker vi, at der ses på mulighederne for busforbindelser på tværs af kommunen. Dette bør kunne opnås relativt enkelt, idet trafikintensiteten ikke er så høj i retningerne øst/vest, så busser kan køre hensigtsmæssigt uden særlige busbaner. Transporter mellem øst og vest vil kunne klares med få busser grundet den relativt korte rute. Vi forestiller os en bus fra Fields eller Vestamager Station over Tårnby Station, videre ud forbi Den Blå Planet og til lufthavnen.


Bus i prioriterede baner mellem nord/syd som effektivt alternativ til bilen

Rejsetiden i bil er lang og træg i myldretiden fra Dragør og Tårnby Kommunes sydlige ende op mod motorvejen og København, grundet de få trafikveje, som forbinder syd og nord. Prioriterede busbaner ud ad hele Englandsvej vil give en hurtigere busforbindelse. Dette vil gøre bussen til et mere attraktivt transportmiddel frem for bilen og mindske trængslen i trafikken.


På længere sigt er det oplagt at anlægge en letbane eller forlænge Metroen fra Vestamager Station via Englandsvej til Dragør. Dette vil hjælpe til at aflaste trafikken fra Dragør op ad både Englandsvej og Amager Strandvej og samtidig gøre det sydlige Tårnby mere attraktivt som boligområde.


Miljøvenlig offentlig transport

Prioritering af miljøvenlig offentlig transport frem for privatbilisme er godt for miljøet og hjælper til en mere effektiv afvikling af trafikken. Kommunen har allerede fordel af den nye buslinje 5C, som kører på biogas mellem Kastrup Lufthavn og Herlev. I Radikale Venstre ønsker vi flere miljøvenlige tiltag som dette i bustrafikken, så vi kan skåne miljøet ved at slippe færre partikler fra udstødning ud i luften.


Radikale Venstre i Tårnby ønsker, at offentlig transport og cykel, bliver de oplagte, miljøvenlige og effektive alternativer til at tage bilen på de korte og mellemlange ture i og igennem kommunen.


Læs vores program på www.taarnby.radikale.dk


Thomas Maare, projektleder

Kandidat for Radikale Venstre til kommunevalget 2017